Studietur til Island

Af Bettina Birch Larsen, Nikolaj Grib Hansen, Bruno Lovrenovic, Mads Schreiner Simonsen, Trine Hoffmann Kaas, Mathilde Jacobsen og Kent Helmann Dabelsteen

”Endelig skulle vi på studietur og destinationen var Island, hvor vi skulle besøge både Reykjavik og gymnasiet i Isafjord. Vi havde gennem en periode brugt ”Adobe Acrobat Connect Pro Meeting” til at komme i kontakt med de islændinge vi skulle besøge i Isafjord. Det var en spændende måde at møde fremmede mennesker på. Vi blev efterhånden dygtige til at bruge programmet og det resulterede i mange timer foran computerskærmene. Det var en enestående mulighed for, at eleverne fra de to skoler kunne lære hinanden at kende, og det var en vellykket og sjov måde at starte studieturen på. Da vi kom til Isafjord, var vi ikke alt for generte overfor de ”fremmede” islændinge, vi skulle besøge”.

”Når man besøger Island, står det hurtigt klart for en, hvorfor netop den islandske natur ofte spiller så central en rolle for de islandske forfattere. Naturen på Island rummer en råhed og voldsomhed, som man ikke finder mange andre steder. Store sletter, vulkaner, bjerge, sorte strande, is- og snedækkede landskaber, varme kilder, gejsere og øde områder præger det islandske landskab. Naturen udgør i sig selv en stor og overvældende oplevelse, men islændingenes forhold til naturen gør også stort indtryk. Naturen og de barske vejrforhold er hverdagskost for dem og de lader sig aldrig slå ud. Vi oplevede, at vores buschauffør måtte vende om pga. af snestorm, og at han og vores guide, Magnus Oddsson, rutinemæssigt måtte ringe til højere instanser og forhøre sig om vejrforholdene, inden vi kørte til bestemte lokaliteter, men vi nåede altid frem”.

”Da vi senere rejste nordvest på til Vestfjordene for at besøge gymnasiet i Isafjord, mødte vi nogle elever, der uden at fortrække en mine fortalte, hvordan de ikke havde været i skole de sidste mange dage, fordi vejene havde været ufremkommelige. Når vi fortalte om vores flyvetur til Isafjord, hvor nogen troede, at vi var ved at falde ned, fordi flyet blev kastet rundt på grund af ”light turbulence”, som kaptajnen kaldte det, så svarede de blot: ”Det er jo Europas farligste lufthavn, I er kommet til”. Netop islændingenes måde at affinde sig med naturen på, deres måde at bevare det kølige overblik på og tage en dag ad gangen, fordi de rent praktisk ikke kan gøre andet, kunne vi danskere lære meget af. Vi oplevede et folkefærd, der generelt virkede, som om de levede i nuet. De anede ikke om pludselige vejrændringer kunne betyde, at de måtte lægge deres planer om. Disse realiteter prægede tydeligt deres syn på livet og hverdagen”.

”I Reykjavik besøgte vi universitetet, hvor vi først mødtes med forfatteren Einar Mar Guðmundsson. Vi havde læst hans bog ”Universets Engle” hjemmefra og den snakkede vi med ham om. Han fortalte os, at han efterhånden havde fundet ud af, at alle historier ikke behøver at ende ulykkeligt. Mest talte vi om krisen på Island og demonstrationerne mod regeringen, hvor han havde været meget aktiv. Det var spændende, fordi vi dagen før havde stået på pladsen foran Altinget midt i Reykjavik. Der kunne man se, hvordan vinduerne flere steder var slået itu af rasende islændinge udrustet med sten. Guðmundsson mente i øvrigt, at det var godt, at danske gymnasier tog på studieture. Han citerede Edda-digtene, hvor det hedder at: ”Den der bliver hjemme, bliver dum”. Senere samme dag mødte vi lederen af Islands Universitets vulkanologiske institut, Rikke Petersen, en dansk islænding. Hun holdt et oplæg om vulkanisme på Island. Bent Lahn Sørensen, som vi havde som gæstelærer i AT-ugen, havde forberedt os godt på emnet hjemmefra, og den viden om Islands geografi og geologi vi på den måde fik, gjorde os gode til at aflæse det islandske landskab”.

”En eftermiddag besøgte vi et aluminiumsværk i Akranes nord for Reykjavik. Det er næsten umuligt at få lov til at se produktionshallerne, fordi det er farligt. Vores guide Magnus Oddson var ikke sikker på, at vi fik lov, da vi kørte derud, selvom han havde prøvet at overtale fabrikken. Man havde på forhånd kun lovet et foredrag om aluminiumsproduktion. Mose og Lars sagde aftenen forinden, at hvis vi stillede gode spørgsmål under og efter oplægget, ville vi have en chance for at få lov til at se det hele. Vi kunne faktisk stille gode spørgsmål, fordi vi kendte alt til aluminiumsfremstilling fra fysik- og kemitimerne hjemmefra. Spørgelysten var derfor stor under oplægget og pludselig fik vi at vide, at vi måtte komme ind i den enorme produktionshal, som er over en kilometer lang. Folkene på værket sagde, at de aldrig havde haft gæster, der vidste så meget om alle aspekter af aluminiumsproduktion, som vi gjorde, men de gad ikke vise produktionshallerne til nogle, der var ligeglade. Da vi kørte hjem mod Reykjavik, var det sjovt at se, hvordan den kæmpemæssige fabrik nærmest forsvandt i det islandske landskab, da vi så den fra den anden side af Hvalfjorden, som den lå ved”.

”Vi skulle rejse med et lille fly i en times tid fra Reykjavik til Isafjord, der ligger på den nordlige del af øen. Vi havde hørt, at turen skulle være meget speciel, da landingsbanen ligger imellem to bjergsider. Der er ikke megen plads, og under flyveturen var der megen turbulens. Da flyet var lille kunne man tydeligt mærke, hvordan det faldt, hver gang vi stødte på lufthuller. Det var en stærk oplevelse for mange af os, og vi sad alle på kanten af sædet. Jeg følte en stor lettelse, da flyet stod på jorden igen”.

”Det der karakteriserede islændingene var deres imødekommenhed og gæstfrihed. Overalt hvor vi kom frem blev vi ikke behandlet som ”danske ridefogeder”, men blev mødt af smilende ansigter og en overvældende gæstfrihed. Folk brugte tid på at vise os rundt og gjorde alt, hvad der stod i deres magt, for at vi skulle få det godt. Varmen i det kolde nord var ikke til at tage fejl af. Da vi besøgte Isafjord oppe i Vestfjordene, oplevede vi, hvad det vil sige at være en spændende nyhed. Vi blev hurtigt ugens omdrejningspunkt, og overalt mødte vi unge islændinge, der var interesserede i at vide alt om os og vores ”rige land”.

”Vi underviste i dansk og fysik på gymnasiet i Isafjord og holdt oplæg om dansk og islandsk energiproduktion i en fællestime for hele skolen. Elevernes danskkundskaber var meget blandede. Nogen havde den holdning til dansk, at det var et obligatorisk sprog, der var blevet trukket ned over hovedet på dem, fordi vi i Danmark engang havde rådet over Island. Andre fandt det interessant og sjovt at få snakket en masse dansk og nogle var faktisk forbavsende gode til det. Vi medbragte bl.a. ord-puslespil, vendespil og quizzer til timerne for at få snakken i gang. Islændingene har det ligesom os, når vi lærer fremmedsprog, man kan måske godt læse, men det kniber med det mundtlige. Responsen på vore sprogspil var god og vi fik meget sjov ud af “legene”, vi havde designet hjemmefra. Eleverne skulle sammensætte ord og danne sætninger, som de så fik points for. Islændingene var gode, men nogle sætninger var ikke helt grammatisk korrekte. Vi blev selv sat på en opgave, da vi skulle vurdere brugbarheden af sætningerne; “ Han sparker hunden, fordi den er blå” eller “flodhesten svømmer ikke, fordi den ikke er en rød kat”.

”Vi blev hurtigt inviteret til forskellige ting i den lille by. Nogle skulle spille håndbold, andre skulle med ud og cruise i islændingenes biler eller i svømmehallen og alle blev inviteret til fest. Islændingene var virkelig gæstfrie, de smed alt, hvad de havde i hænderne, da vi ankom. Vi følte det, som om vi var det mest sensationelle, der var sket i den lille by i lange tider, vi var et vigtigt samtaleemne i byen. I kraft af vores møde med islændingene i Isafjord oplevede vi en del af den islandske kultur, som man ikke kommer i nærheden af som almindelig turist”.

”Vi kunne ikke flyve tilbage til Reykjavik på grund af snestorm, så derfor blev vi nødt til at køre, men det var heller ikke let. Det sneede ikke de første timer, mens vi kørte langs fjordene, men da vi forlod kystvejen gik jord og himmel pludselig sammen i et stort og hvidt virvar. Vejen forsvandt under sneen og kun nogle få lysende, vejpæle adskilte os og bussen fra afgrunden. Afgrunden, hvor stejle klippevægge skrånede ned mod? Ja, mod hvad? Trods dette kom vi til Reykjavik i god behold en oplevelse rigere. Turen gik hurtigt, folk snakkede og hyggede sig, og der blev da også sunget fødselsdagssang i bussen. I Reykjavik skulle vi skifte over i en anden bus. En glædelig overraskelse ventede os der, da vores bedste islandske ven, Magnus Oddson, stødte til klokken tre om natten for at følge os det sidste stykke på vej mod Keflavik lufthavn. En eller anden bad Magnus om at fortælle en historie. Det havde han gjort mange gange før, for han er efterkommer af en stor skjald, selveste Egil Skallagrimsson. Han fortalte så om et af Egils vikingetogter i Rusland sammen med danskeren Åge. Da vi hørte Magnus´ blide røst over højtaleren, skyllede følelsen af en fuldendt og vellykket tur igennem bussen. Det var vemodigt at tage afsked med ham i Keflavik”.