Aktuel astronomi – februar

Måneden er kold, men der er godt gang i planeterne. Så der er lidt at varme sig på.

Da alle planeter med god tilnærmelse ligger i samme plan, ser det for os på Jorden ud som om, de følger samme bane på himlen. Den kaldes for Ekliptika. Det er også langs denne bane vi finder de 12 stjernebilleder, der danner rammen for astrologien, som vi ellers ikke taler om her. Men i al litteratur vil I f.eks. kunne læse at ”Mars står i Løven”.

Og det er netop hvad den gør i øjeblikket! Når du går til skole om morgenen, så find Karlsvognen, næsten lige overhovedet på dig. Lad din fantasi tegne en kurve fra vognstangen, og hen til næste klare stjerne, det er Arcturus, og videre igen til de næste to klare stjerner, så er du i stjernebilledet Jomfruen.

Dit blik har nu tegnet en halvcirkel, og inde i den, i retning mod vest, har du stjernebilledet Løven – med en særlig rød ”gæst” for tiden, nemlig Mars.

Der er også flotte syn på aftenhimlen. Du kan simpelthen ikke undgå at kunne se de to klareste planeter, Jupiter og Venus. Månen er også for tiden tæt på førstnævnte.

Efterhånden som februar går på hæld, vil Jupiter og Venus nærme sig hinanden, og vi får det fantastiske syn af en konjunktion mellem de to.

Det er muligt for astronomer at forudsige hvornår Venus er mest lysstærk, det er desværre aftagende i løbet af februar – ellers ville konjunktionen være nok så meget flottere.

Af Lektor Uffe B. Nielsen - senest opdateret 02.02.2012