Kriterier for fordeling

 

 

I medfør af BEK nr 43 af 29/01/2008 (Optagelsesbekendtgørelsen) fastsættes følgende kriterier for fordeling af ansøgere til stx og 2-årigt hf på Fyn:

 

 

Bekendtgørelsens rammer:

§ 27. Fordelingsudvalget træffer alle afgørelser om fordeling af de optagne ansøgere til den treårige stx-uddannelse og den toårige hf-uddannelse i overensstemmelse med reglerne i denne bekendtgørelse.

Stk. 2. Det påhviler fordelingsudvalget at fastsætte kriterier for, hvilke ansøgere der skal fordeles til en anden institution end deres 1. prioritet, og hvilke ansøgere der kan få opfyldt deres 1. prioritet. Kriterierne i § 29 har forrang for fordelingsudvalgets kriterier, og fordelingsudvalget kan ikke fastsætte kriterier, der fraviger kriterierne i § 29.

Stk. 3. Fordelingsudvalget skal drøfte de kriterier, som udvalget fastsætter efter stk. 2, med det forpligtende samarbejde, som fordelingsudvalget indgår i.

§ 28. En ansøger, som efter institutionens leders afgørelse kan optages i den ønskede treårige uddannelse til stx, herunder pre-IB, hhx eller htx eller i det toårige hf, optages på den institution, som ansøgeren har angivet i sin 1. prioritet, hvis der er plads (kapacitet).

Stk. 2. Hvis der er flere optagelsesberettigede ansøgere med 1. prioritet til en uddannelse på en institution, end institutionen har kapacitet til at optage, skal institutionens leder sende samtlige ansøgninger fra optagelsesberettigede ansøgere til den treårige stx-uddannelse og den toårige hf-uddannelse til fordelingsudvalget. Fordelingsudvalget afgør derefter, hvilke ansøgere der af kapacitetsmæssige grunde skal henvises til en anden institution, jf. § 29.

Stk. 3. Fordelingsudvalget videresender straks en ansøgning, hvis den af kapacitetsmæssige grunde ikke kan imødekommes, og hvis ansøgerens efterfølgende prioriterede uddannelsesønske ligger uden for fordelingsudvalgets funktionsområde. Ansøgningen videresendes til den institution, der er omfattet af ansøgerens næstfølgende prioriterede uddannelsesønske.

Stk. 4. Institutioner, der udbyder hhx eller htx, og som ikke er med i et fordelingsudvalg, træffer indbyrdes aftale om fordeling af overskydende ansøgere, der opfylder optagelsesbetingelserne.

§ 29. Hvis flere ansøgere, der opfylder optagelsesbetingelserne, har samme uddannelse og institution som 1. prioritet, og institutionen ikke har plads til dem alle, skal fordelingsudvalget fordele de overskydende ansøgere sådan, at deres efterfølgende ønsker imødekommes bedst muligt. Det indebærer, at ansøgernes ønsker skal imødekommes i prioriteret rækkefølge, således at fx 2. prioritet imødekommes før 3. prioritet.

Stk. 2. Er der ikke plads på nogen af de ansøgte institutioner, henviser fordelingsudvalget ansøgeren til en institution, hvis studieretningsudbud omfatter ansøgerens forhåndstilkendegivelser om ønskede studieretninger. Ansøgerens ønsker skal imødekommes bedst muligt, dvs. i prioriteret rækkefølge. Fordelingsudvalget skal tillige tage hensyn til transporttiden mellem ansøgerens bopæl og institutionerne.

Stk. 3. Er det ikke muligt at henvise ansøgeren til en institution efter stk. 2 inden for en rimelig geografisk afstand, henviser fordelingsudvalget ansøgeren til en institution, som udbyder studieretninger inden for de hovedkategorier, som ansøgerens forhåndstilkendegivelser vedrørende ønsker om studieretninger ligger indenfor. Ansøgerens ønsker skal imødekommes bedst muligt, dvs. i prioriteret rækkefølge. Fordelingsudvalget skal tillige tage hensyn til transporttiden mellem ansøgernes bopæl og institutionerne.

Stk. 4. Fordelingsudvalget kan inden for de i stk. 1-3 fastlagte rammer tillige tage hensyn til den enkelte institutions særlige profil.

 

 

 

Fordelingsudvalgets kriterier

 

 

1. Elevens ønsker

 

Fordelingen skal i videst muligt omfang tage hensyn til ansøgernes prioriteringer. Hensynet gælder både de ansøgere der skal fordeles til en anden institution end deres 1. prioriterede og hensynet til de ansøgere, der kan få opfyldt deres 1. prioritet, hvad enten disse er ansøgere på en modtagende eller en afgivende institution. 

 

Det betyder, at fordelingen af ansøgere fra den institution, der har flere optagelsesberettigede ansøgere til en uddannelse, end institutionen har kapacitet til at optage, skal fordeles på en sådan måde, at flest mulige ansøgere får deres ønsker opfyldt såvel på den institution, som ansøgere fordeles til, som på den institution, ansøgere fordeles fra. 

 

Fordelingen skal i videst muligt omfang at gøre det muligt for skolerne at imødekomme ansøgernes uddannelsesønsker med tilhørende forhåndstilkendegivelser om ønsker.

 

Til grund for sine afgørelser kan fordelingsudvalget i særlige tilfælde lægge hensynet til ansøgerens personlige forhold som fx handicap eller sygdom.

 

Kriterium for fordeling: Ansøgerens ønsker skal imødekommes bedst muligt.

 

 

2. Skolens profil

 

Fordelingen af ansøgere fra den skole, der har flere ansøgere til en uddannelse, end skolen har kapacitet til at optage, skal tage højde for såvel den modtagende som den afgivende skoles udbudsprofil. 

 

Det betyder, at fordelingen i videst muligt omfang både skal tage hensyn til den enkelte skoles udbud og hensyn til den enkelte skoles mulighed for at realisere dem. Hensynet gælder både den skole ansøgeren fordeles fra som den skole ansøgeren fordeles til.

 

Kriterium for fordeling: Den enkelte skoles profil.

 

 

3. Beregnet frafald

 

For så vidt angår fordelingen af de under staten selvejende gymnasiers stx- og hf-elever er det et mål, at den enkelte klasses elevtal ligger så tæt på 28 som muligt ved begyndelsen af skoleåret. Det betyder, at man ved fordelingen må tage højde for en reduktion i ansøgertallet (som følge af frasortering efter prøver, frameldinger o. lign.). I samråd med skolerne anslår fordelingsudvalget forud for fordelingen den enkelte skoles forventede reduktion i ansøgertallet fra 15. marts til skolestart. På grundlag heraf kan fordelingsudvalget over-booke klasser på fordelingstidspunktet.

 

Kriterium for fordeling: Ved skolestart 28 elever i klasserne på de under staten selvejende gymnasier.

 

- - - -

 

Udmøntningen af bekendtgørelsens og fordelingsudvalgets kriterier forudsætter et tæt samarbejde og en tæt dialog mellem de skoler, hvorfra ansøgere skal fordeles, og de skoler, hvortil ansøgere henvises. 

 

 

JTB 31.03.2008