22. marts 2017 Facebook LinkedIn Twitter

2.s på studierejse til Newcastle

2.s er på studierejse i det kølige Nordengland, hvor de har besøgt en lokal high school. Eleverne fra 2.s fik rig mulighed for at udveksle viden og holdninger med de engelske elever.  Eleverne har bl.a. fået kendskab til det frivillige arbejde, de engelske elever laver i forbindelse med deres skolegang, samt diskuteret både Trump og forskellige velfærdssystemer.

I løbet af de første to dage i Newcastle har 2.s set en masse af byens seværdigheder, bl.a. de mange imponerende broer, samt en underjordisk rejse ind i Victoria Tunnel, som både er blevet brugt til transport af kul i 1800-tallet, og som beskyttelsesrum under 2.verdenskrig.

Både elever og lærere i 2.s ser frem til at lære Newcastle og den nordengelske kultur endnu bedre at kende, og de kommende dages program byder bl.a. på et besøg hos en såkaldt foodbank, der giver de fattigste mulighed for at få mad og andre dagligvarer. Herudover bliver der tid til et par museumsbesøg samt en udflugt til Tynemouth Priory and Castle. Sidst men ikke mindst, holdes der fælles afslutningsmiddag på en restaurant, der er blevet belønnet med en ”British Curry Award” for deres fortolkning af den indiske specialitet curry, der har udviklet sig til en form for engelsk nationalret.

 

 

 

 

 



Return til nyhedsoversigten