16. maj 2017 Facebook LinkedIn Twitter

Udveksling til Perpignan

Vi var 15 elever fra forskellige franskhold på tværs af årgangene, som i oktober 2016 tog to uger til Perpignan i Sydfrankrig. Vi boede hos hver vores franskmands familie og fulgte dem på skolen St. Louis. Vi deltog i særdeleshed i fransk- og engelskundervisningen, og når vi ikke havde time, stod den på kortspil og hygge i sky​ggen af platantræerne. Både på skolen og i hjemmene foregik samtalerne hovedsageligt på fransk, så ordforrådet blev i den grad udvidet. Efter den lange skoledag var vi på by- og bjergvandring, så gamle slotte, var med til fritidsaktiviteter, badede i poolen og spiste crêpes. Det var især en stor oplevelse at lære det franske skolesystem at kende, da forskellene fra første dag blev meget tydelige.

I foråret 2017 blev det vores tur til at få besøg og vise kulturen frem, og specielt friheden og den generelle tillid til samfundet omkring os gjorde et stort indtryk på de franske elever. Det blev et glædeligt gensyn, og vi var sammen i udvekslingsgruppen efter skole for at hjælpe hinanden med at vise det sydlige Danmarks kultur og værdier frem.

Jonas Caspersen, 3u



Return til nyhedsoversigten