27. september 2018 Facebook LinkedIn Twitter

På besøg i den multikulturelle metropol

3.a har været på en alternativ studietur til København, hvor museumsbesøg og historiske byvandringer var udskiftet med en række aktiviteter, der havde forskellige kulturmøder som omdrejningspunkt.

Når vi arrangerer studieture til København, plejer et af de faste punkter på programmet at være et besøg på Christiansborg, men første programpunkt på 3.a’s tur til København var et besøg hos integrationsprojektet ”Det Gode Naboskab”, som gør en indsats for at skabe tryghed og trivsel i nogle af de boligkvarterer, som mange ellers mest forbinder med bandekonflikter og hashhandel. Besøget gav eleverne en meget konkret indsigt i, hvordan nogle af de integrationsudfordringer, der fylder så meget i den politiske debat, kan tackles ved at skabe en god dialog mellem myndighederne og beboerne i boligforeninger, der huser mange beboere med anden etnisk baggrund end dansk.

Efterfølgende var eleverne på en såkaldt ”Alternativ Sightseeing” på Nørrebro arrangeret af Mellemfolkeligt Samvirke. Turen gik både forbi H.C. Andersens gravsted og Folkets hus, som er blevet tilholdssted for banden Loyal to Familia. Men det blev også til et besøg på Det frie Gymnasium, hvor basisdemokrati bliver udfoldet i praksis, og undervejs blev rundturen afbrudt af et optog, hvor 1000 shia-muslimer mindedes profeten Muhammeds barnebarn. Så det var alt i alt en dag på Nørrebro, der var rig på oplevelser.

Senere samme dag var 3.a til premiere på filmen ”Hjertelandet”, der skildrer det kulturmøde, der udspringer af, at næsten 1000 mænd i Thy har giftet sig med thailandske kvinder. Og dagen efter mødtes klassen så med filmens ene instruktør, Sine Plambech, der fortalte om, hvordan hun med udgangspunkt i sit arbejde som antropolog havde fulgt disse thai-danske ægtepar igennem 10 år.

Ekskursionen bød også på et besøg på Københavns Universitet, så det var en flok 3.g’ere, som var mætte på indtryk, der drog retur til Svendborg for at holde weekend.



Return til nyhedsoversigten