08. november 2016 Facebook LinkedIn Twitter

På udveksling i Phoenixville, Pennsylvania

Den 6. oktober rejste 10 spændte 2.g'ere og undertegnede imod USA, hvor vi skulle deltage i en uges udveksling med gymnasiets venskabsskole i Phoenixville, Pennsylvania. Det var tredje gang, et hold elever fra Svendborg Gymnasium gæstede Phoenixville, og forud havde de deltaget i begejstret Facebook-korrespondance.

Turen havde til formål at lære eleverne om USA's skolesystem og kultur. De oplevede begge tæt på ved at følge en vært og værtsfamilie i en uge – inklusiv alt, hvad dertil hører. Den private indkvartering gjorde, at eleverne fik indblik i en kultur, som trods alt adskiller sig markant fra den danske.

Den tætpakkede uge bød foruden almen skolegang på et pep rally, en Homecoming (både football og dance) og ekskursion til New York og Philadelphia. Desuden deltog eleverne i fritidsaktiviteter, bonfires og naturligvis en shopping spree i ét af USA's største shoppingcentre.

I USA præges skolegangen af en del lektier samt korte, men talrige lektioner. De stiftede kendskab til den særprægede "pledge of allegiance"​ samt de nødvendige hall passes, hvis man skal på toilet i timerne. Eleverne fik selvsyn for en helt anderledes kontrol fra skolen, end de møder i Danmark, og mange fik et nyt syn på deres store frihed i det danske skolesystem.

De ni dage i USA knyttede tætte venskaber, og der blev skabt grobund for et glædeligt gensyn, når amerikanerne kommer på visit til foråret. Turen var en stor succes, og vi glæder os allerede til 2017/18, hvor projektet gentages med et nyt hold 2.g'ere.



Return til nyhedsoversigten