04. oktober 2016 Facebook LinkedIn Twitter

Statister i kinesisk film på Valdemars Slot

Humøret var højt og begejstringen stor, da tre elever fra gymnasiet og praktikanten Nick i går slog en gruppe fra Svendborg Ungdomsskole følge. Anledningen: Den kinesiske film "Stolen Fairytales," der i øjeblikket filmes i Nyborg og omegn, skulle bruge en stak statister. Og hvem bedre end Sydfyns egne.

Filmbussen summede af spænding, som vi trillede imod, hvad eleverne legende omdøbte Voldemorts Slot. Den middelalderlige borg på Tåsinge skulle danne ramme om en scene i den første kinesisk-producerede film indspillet i Europa. Anført af runneren Maria Elkjær fra SDU fik statisterne selvsyn for den metodiske, tidskrævende proces, som står i skarp kontrast til den finurlige lethed, der ofte udspiller sig i de færdige resultater. Film kræver både arbejde og tålmodighed, hvilket vi hurtigt opdagede. Hvad der efter planen krævede en time, strakte sig til to – og så til mere.

Også sproget viste sig at være en forhindring, hvor de to- og tresprogede forvandlede sig til evigt efterspurgte kommunikative fyrtårn. Igennem deres oplysende hjælpsomhed og en sund dosis vilje fra alle lykkedes det at filme den første scene.​ Og så blev den filmet igen. Og igen.

Statisterne skulle jage den ikoniske Pokémon, Pikachu, i spillet Pokémon GO – et bandlyst spil i Kina – imens en gruppe vagter ledte efter filmens hovedpersoner. Men det var lettere sagt end gjort. Instruktøren Liu Fengs opmærksomme øjne vidste præcis, hvad de søgte. Efter adskillige forsøg ramte alle plet. Succes! Men hvad med de andre kameravinkler?

International oplevelse for livet

Indendørsscenen blev gået igennem igen og igen, men til sidst var Feng tilfreds. Dernæst gik turen udenfor, hvor alle indgik i et kapløb mod solen. Dagen gik hastigt på hæld og temperaturen sank stødt. Humøret holdt dog alle oppe. Sammen med de kinesiske hovedrolleindehavere fik statisterne løbet, hoppet og råbt til Feng endelig kunne nikke sin accept. Aftenen var slut og turen kunne gå tilbage til Svendborg. Men ikke førend, eleverne havde foreviget aftenen med skuespillerne, der velvilligt indvilgede.

Synligt mere udkørte glædede eleverne sig ved projektets succes i bussen hjem til Svendborg. Deres internationale horisont var blevet udvidet og de havde fået en oplevelse for livet. Nu ventede bare at se det endelige resultat, når filmen får premiere på kinesiske internetportaler i starten af 2017.​

​Tak til August (1.a), Fabian (1.c) og Liv (3.e) samt eleverne fra Svendborg Ungdomsskole for at gøre en sjov aften sjovere. Og til Maria Elkjær og alle involverede i produktionen af "Stolen Fairytales" for at give de fremmødte denne mulighed.




Return til nyhedsoversigten