Traditionen tro har en gruppe 3.g-spanskelever været på en tre uger lang udvekslingsrejse til Mexico. To af eleverne har
forfattet denne fine beskrivelse af deres tur: "For halvanden uge siden rejste vi 12 glade, trætte og taknemmelige 3.g-elever hjem fra Mexico City, hvor vi har tilbragt 3 uger hos hver vores værtsfamilie

De tre uger har været fyldt med oplevelser, grin, kram, mad, dans, sang og en masse andet mindeværdigt

Vi har blandt andet tilbragt en weekend i staten Veracruz, hvor vi boede i hytter på Chichaki Resort tæt på landsbyen, Jalcomulco. Der har vi badet, rappellet og river rafted samt danset under åben himmel med en masse skønne mennesker

Vi har også set pyramider, sejlet med festlige og farverige både samt været i forlystelsesparken Six Flags, hvor der om aftenen var Horror Night. Vi har fejret De Dødes Dag og Halloween, samt set Mexico Citys mange smukke seværdigheder

Når vi ikke har været afsted på forskellige ture, har vi haft vores daglige gang på La Salle Universitet, hvor vi fulgte vores mexicanske brors/søsters undervisning og havde tre timers spanskundervisning om dagen. Det har været en super begivenhedsrig tur, og der er blevet skabt minder og relationer for livet, som vi alle er taknemmelige for. Vi takker for denne rejse og for den gave det er at tage del i en anden families liv og opleve en anden kultur på nærmeste hold. Det har uden tvivl været udfordrende til tider, men bestemt også lærerigt og en god oplevelse, vi tager med videre! Den største tak fra dette års deltagere i Mexicoudvekslingen

"