26. november 2025 Facebook LinkedIn Twitter

2.M-ELEVER VINDER PRIS I HISTORIEKONKURRENCE PÅ SDU

I går blev der afholdt afslutningsevent for projektet “Vores Historie”, hvor SDU har inviteret en række gymnasieklasser til at interviewe mennesker, der var unge eller voksne i perioden 1960–1980. Formålet er at indsamle personlige beretninger fra almindelige danskeres hverdagsliv i disse årtier.

På baggrund af deres interviews har eleverne udarbejdet flotte plakater, som i går blev præsenteret for en jury bestående af historikere fra SDU. Der blev uddelt priser for bedste plakat, bedste vinkel og bedste pitch – og her løb tre elever fra 2.m med sejren i sidstnævnte kategori.

Resten af klassen fik måske ikke en pris med hjem, men de fik noget mindst lige så værdifuldt: en forståelse for, hvordan historikere selv kan skabe kildemateriale og bruge det til at fortælle nye historier om fortiden. Derudover fik eleverne mulighed for at fremlægge deres arbejde for erfarne fagfolk, som gav både konstruktiv feedback og faglige spørgsmål, der satte tanker og refleksioner i gang.



Return til nyhedsoversigten