Da Danmark lukkede ned

Statsministerens ord runger ud i stuen. Vi sidder der alle fire, min familie, som lammede og med spidsere øre end en kat. Først er vi alle næsten uforstående, sker det her virkelig i vores lille og trygge land? Jeg føler mig helt lammet. Jeg får det næsten dårligt over, at jeg ikke tog det mere alvorligt indtil dette øjeblik. Nu slår det mig for alvor, hvor stor en krise hele verden skal igennem sammen, som en pludselig og syngende lussing. Den første der bryder paralysen, er min lillesøster. Hun er lige i gang med en lille uvidende sejrsdans for at kunne sove længe i morgen og have fri fra skole, men hurtigere end hun kan begynde dansen, bliver den skudt ned af mine forældres alvorlighed. Hvad hun ikke var klar over her, var ovenikøbet, at hun om blot tre dage ville være mere rastløs og kedsommelig end nogen sinde før. Der går ikke mange øjeblikke, før alle telefoner i rummet bimler og bamler. Pop-up meddelelser fra nyhedsmedier, Facebook-opdateringer, mine venner der skriver, om jeg har hørt det, og ikke mindst mine forældre som skal finde løsninger for uendelige af kommende arbejds-dilemmaer.  

Det hele føles næsten uvirkeligt. Mine tanker går til alle de særligt udsatte, alle dem med skavanker i forvejen. Jeg tænker på den kære ældre dame, Birgit, som jeg er besøgsven for, og som nu både må frygte sygdommen og undvære sit besøg. Jeg tænker på Italien og Kina, hvor krisen for alvor allerede er udbrudt, og jeg frygter, at mit eget land har direkte kurs til deres elendighed. Jeg tænker på alle læger, Social - og sundhedsassistenter, kassedamer i Netto alle dem som risikerer sin hverdag for at hjælpe os andre. Jeg tænker faktisk også på Mette Frederiksen. Ikke kun fordi at hendes stemme og ord kører over alle danske medier, men fordi hun har et kæmpe ansvar på sine skuldre, en masse langt værre dilemmaer foran sig. Egoistisk som vi jo alle er et eller andet sted, tænker jeg også på mig selv. Jeg kan roligt vinke farvel til min rejse til Bosnien om blot fire dage. Jeg kan også roligt vinke farvel til en indkomst næste måned, caféen jeg arbejder på lukker ned, og coronaen rammer mig økonomisk som så mange andre.  

Mette Frederiksens og regeringens ord og nye tiltag kører igen og igen igennem mit hoved. Alle elever og studerende sendes hjem foreløbigt i to uger, (og jeg har på fornemmelsen, at det vil være naivt at tro på, det kan holdes på de to.) Alle offentlige indendørs kulturinstitutioner, biblioteker, fritidstilbud mm. lukker ned også foreløbigt for to uger. Alle offentlige ansatte som ikke er en del af nødberedskabet eller kritiske funktioner sendes hjem. Alle offentlige skoler og dagtilbud lukkes foreløbigt ned i to uger. Man skal forsøge at begrænse brugen af den kollektive trafik, og man laver restriktioner på hospitals– og plejehjemsbesøg. Det er ikke længere tilladt at samles over 100 mennesker, og dagen jeg skriver dette på, er det tal begrænset helt ned til 10. I dag er grænserne til både Tyskland og Sverige lukket, hvilket i store træk lukker danskerne inde. Man anbefaler alle danskere i udlandet at rejse hjem hurtigst muligt. Det anbefales, at alle danskerne forholder sig så meget indenfor hjemmets rammer som muligt, og at man ses med så få personer som muligt. 

Efter alle disse tilstande og begrænsninger på ganske almindelige privilegier i danskernes hverdag, efterlader det os med mindst frihed som nation, siden vi var besat af tyskerne. Det er for mig en øjenåbner, en påmindelse om hvor godt vi har det til hverdag, hvor meget jeg værdsætter at kunne gøre stort set, hvad jeg vil og bevæge mig frit rundt i verden. Min gamle farmor fortalte mig engang om forholdene under anden verdenskrig. Siden 1945 har danskerne ikke været så begrænsede, som de er lige nu. Det er også første gang siden dronningens farfar, at regenten har henvendt sig med en besked direkte til nationen, som ikke var til nytår. Jeg bliver på en måde ramt af historiens sus, men det er ikke på den sædvanlige spændende måde, det er med en stor syngende lussing, som klasker på hele det danske samfund, som var det kinden, der modtog slaget. 

Man kan ikke lade være at tænke over årsagen til virussen, hvor kommer den fra, og hvordan er den opstået.  Jeg er udmærket godt klar over, at jeg tænker langt, men det har jeg jo også god tid til nu, hvor jeg ikke skal møde op nogen som helst steder. Jeg læste en skør teori på nettet om, at kineserne havde lukket Covid-19 ud for at mindske deres befolkningstal. Den vælger jeg nu ikke at tro på. Jeg vil virkelig ikke undergøre, hvor forfærdelig virussen og dens bekostninger er. Dog tænker jeg, om der kunne være held i uheldet. Jeg tænkte over, om det hele kunne være en redning til klima-krisen. Fly og trafik ville begrænses, og efter få måneder var udslippet af CO2 i storbyerne allerede markant nedadgående. Kunne virussen måske ende med at redde flere liv, end den ville tage? Jeg tænkte over, om det trods uheldige omstændigheder, indeholdt dele af det moderne menneskes største drøm og behov. Fri for travl hverdag, fri for møder, fødselsdage, aftaler, den eneste forventning til dem er nu, at de skal være derhjemme sammen med deres familie, som travlheden kan forsømme i hverdagen. Nogle rygter gik på, at en mand havde bidt hovedet af en flagermus, og fået corona-virussen som det første menneske derfra. Der var mange interessante teorier at finde på nettet, men i virkeligheden tror jeg nok ikke på, at man kan årsagsforklare en virus opstandelse (med mindre man virkelig vil gå i de biologifaglige detaljer.) 

Gaderne er tomme, alt der engang var centralt, er som at bevæge sig ud i en zoombie-films-by. Kun i skove og ved stranden er mennesker at finde, trætte af at sidde på sofaen hele dagen. Endnu tommere end gaderne selv er følelsen hos danskerne. Naturligvis har vi arbejds- eller skoleopgaver, men hvad skal vi egentlig tage os til? Når først huset er rent, gåturen er gået og skufferne sorterede, bliver timerne uendelige indenfor det lille hjem. De dyriske instinkter træder frem ved mennesket i krisetider. Beskyttelsesgenet og frygten for at mangle fik tusindvis af danskere til at strømme til diverse supermarkeder efter Mette Frederiksens udmelding. 

Netop efter en udmelding af ikke at forsamle sig, stod folk pressede op og ned ad hinanden i køen. Og hvad fik de ud af det? At bruge dumme penge, et stort lager toiletpapir derhjemme og måske en god gang corona, for få dage efter var supermarkederne fyldt op som normalt, og uden hamstring har vi andre alle de hverdagsvarer, vi behøver. 

Jeg bekymrer mig stadig for de særligt udsatte. Men jeg bekymrer mig nu også for vores samfund. For det økonomiske kredsværk, nu hvor små butikker og virksomheder næsten tvinges til konkursen. Sengepladser på hospitalerne, hovedårsagen til at smitten ikke må spredes. Min mors veninde bor på Grønland, og hun fortalte, at der kun var én respirator i hele landet! Nu frygter jeg også for grønlænderne. Jeg kan heller ikke lade være at skænke en særlig tanke til de hjemløse. Mens vi alle gemmer os godt væk i hjemmets trygge rammer, lukkes varmestuer for at mindske smitten, og de hjemløse skubbes stort set direkte ud i et virvar af smitte i det offentlige. Skulle en hjemløs få virussen, hvordan går de så i hjemmekarantæne, når de ikke har et hjem? 

Jeg håber så inderligt, at Danmark og resten af verden kommer godt igennem denne krise. Jeg frygter, hvordan den vil udspille sig, og jeg er skræmt over, hvordan tallene stiger drastisk dag for dag og time for time. Jeg mener, at vi alle må tage vores del af ansvaret, følge myndighedernes anbefalinger og blive inden døre. Når det så er sagt, er det vigtigt ikke at gå i panik. Denne tid på året er virus-sæson, og forkølelser, influenzaer osv. eksisterer stadig, som de gjorde for nogle måneder siden før corona. Det er bare så vigtigt, at vi alle sammen tænker os om. Jeg glæder mig til hele verden bliver almindelig igen, og denne krise er overstået. 

Alberte Hansen, 2b