16. januar 2019 Facebook LinkedIn Twitter

Masterclass i biologi/bioteknologi besøger SDU

På vores første Masterclasstur var vi på SDU, hvor vi fik stiftet bekendtskab med forskellige naturvidenskabelige institutter. Vi startede på Institut for Biokemi og Molekylær Biologi, hvor vi lavede et laboratorieforsøg, der gik ud på at bestemme tilstedeværelsen af forskellige probiotika, sundhedsfremmende bakterier, i hhv. Cultura drikkeyoghurt og Bifiform, som er et medikament. Til vores store begejstring lykkedes det os at finde alle 5 probiotika, der fremgik af varedeklarationerne.

Derudover var vi på Institut for Idræt, som udover at fremvise deres topmoderne faciliteter, introducerede os for forskellige arbejdsfysiologiske tests og vi blev personligt testet af i en VO2 max test på hhv. kondicykel og løbebånd. Ud fra testresultaterne kan man bl.a. bestemme atletens kondital, maksimale iltoptagelse og makspuls, men dette kræver naturligvis at atleten giver sig maksimalt… Så resten af dagen var vi lidt trætte.

På Biologisk Institut var vi til foredrag om hormonforstyrrende stoffer og studerede i mikroskoper, hvordan disse stoffer har indflydelse på organismers kønsdifferentiering og udvikling af kønskirtler; I dette tilfælde hos zebrafisk. Ved høje koncentrationer af et bestemt stof viser det sig, at der kun udvikles hanfisk eller en blanding af begge køn.

Foruden besøgende på de forskellige institutter var vi i Odense ZOO og få rundvisning efter lukketid. Det var super spændende og guiderne havde en masse interessante fakta og sjove anekdoter om de forskellige dyr de viste frem. Alt i alt har det været en meget udbytterig og super hyggelig tur og vi ser meget frem til vores næste ekskursion.

Af Jeppe & Magnus 3u på vegne af SG masterclass i biologi/bioteknologi



Return til nyhedsoversigten